5 fejl du skal undgå når du opretter produkter i Shopify

Skrevet d. af Webdesign Nord ApS

959 ord - 6 min. læsetid

Guide til at oprette produkter i Shopify korrekt

Der er INGEN som synes det er en fornøjelse at gennemgå hele deres sortiment, for manuelt at sidde og indtaste indhold på allerede oprettet produkter... Vi vil hjælpe dig med at undgå denne situation - og det kan du faktisk nemt, ved at være omhyggelig når du opretter dine produkter i første omgang.

Grundlæggende bør du udfylde alle felter på produkt siden, men det kan være nemt at springe nogen felter over, hvis du lige hurtigt skal have tilføjet nogen nye produkter til siden - UNDGÅ at begå den fejl.

Vi har samlet de problemer/fejl vi ofte støder på, i vores daglige arbejde med nye og eksisterende Shopify kunder - som kan blive dyrt at udbedre, og som kan begrænse dine muligheder for at få lavet dynamisk og automatisk opdateret indhold.

 

Top 5 fejl 

 

  • 1. For lange og intetsigende produktnavne

    Hold det kort og informativt - hvis produkterne har et langt og intetsigende navn, misterne kunderne interessen. Det er samtidig svært at "scanne" dine collection sider efter det produkt de leder efter, hvis produkternes navn består af alt for mange keywords.

    DÅRLIGT NAVN:
    "Super smart rød og blå vaskemaskine med låge fra LG model 139"

    GODT NAVN:
    "LG Model 139"

    I stedet for at smide keywords om produktet ind i titlen, så smid dem ind under tags. Det åbner op for en masse muligheder, og man vil f.eks. kunne kode en visuel visning af hvilke farver produktet fåes i.

  • 2. Særskilte produkter i stedet for varianter

    Hvis du sælger produkter som kommer i flere variationer er det vigtigt at overveje hvad der er smartest ift. at oprette særskilte produkter, eller oprette de forskellige variationer som varianter inde på et hovedprodukt.

    Det er ikke til at give en konkret vejledning på hvornår det er smartest at lave dem som særskilte produkter, eller varianter, og det er op til dig, men vi har et eksempel på hvornår det er bedst at bruge varianter, og hvornår det ikke er:

    Eksempel 1, opret varianter: 
    Du sælger basic t-shirts og de fåes i 5 størrelser, og 6 farver. Samlet set er det 30 forskellige varianter (5 X 6), og er efter vores overbevisning på ingen måde smart at oprette som særskilte produkter. Det giver alt for mange produkter, og de er for ens til at det giver mening både for kunden, og for dig. SEO mæssigt er det også svært at finde på 30 forskellige tekster til hvad der egentligt er 30 ens produkter.

    Eksempel 2, opret særskilte produkter
    Du sælger vaskemaskiner fra LG, og der er 5 forskellige modeller fra serien V5. Vaskemaskinerne har forskellige funktioner, og forskellige priser, og er derfor ikke ens at se på, eller henvender sig til samme målgruppe. 

    Her bør du oprette særskilte produkter med det fulde modelnavn, og du kan forholdsvis nemt lave en særskilt beskrivelse af hvert produkt, sammenlignet med eksempel 1.

    Du har bedre chancer for at få organisk trafik fra Google, som søger efter en specifik vaskemaskine model fra LG, samt dine kunder har et bedre overblik når de er inde på din side.

    Dette punkt er med på listen, da vi ofte er ude for at folk har oprettet produkter, fremfor at bruge variant funktionen, selvom det efter vores mening vil være optimalt at bruge varianter (f.eks. hvis de sælger tøj, og opretter hver enkel størrelse og farve variant som et produkt).

  • 3. Manglende tags

    Dine produkter er ikke tagget med brugbar data, som kan bruges til filtrering af dine produkter, og indeling i collections. 

    Dine produkter bør have tags som beskriver særlige attributter, kategorier, og andet som man kan forestille sig vil være relevant at kunne filtrere produkterne efter, når man er inde på en collection side.

    Tagene du bruger bør også være så ensartet som muligt, så hvis du bruger tagget vaskemaskine, så sørg for at holde det konsekvent, og undgå at skrive vaske-maskine, VASKEMASKINE, VaskeMaskine.

  • 4. Vendor og product type er ikke udfyldt

    HUSK at udfyld disse felter - du vil fortryde at du ikke har gjort det, så snart du skal til at inddele dine produkter i Collections, lave feeds og lignende. Disse felter kan også bruges til automatisk at lave en "BRANDS" side som automatisk viser og linker til alle de forskellige brands/mærker som du forhandler eller alle de forskellige produkt typer i dit sortiment.

  •  5. Ingen vægt eller lagerstyring

    Hvis du har fysiske produkter af en hvis størrelse, så skal vægten på produktet indskrives i "Weight" feltet. Det er vigtigt for at have muligheden for at kunne have variable fragtpriser baseret på ordrens samlet vægt. Hvis feltet ikke er udfyldt, kan du ikke have "Weight based" fragtpriser i Shopify - og tro os, der er ingen som synes det er sjovt at skulle gennemgå samtlige +500 produkter, finde vægten, og derefter indskrive den på et produkt. Det er langt nemmere at gøre, når du opretter produktet til at starte med.

    Tip: Du kan med fordel smide nogen procent oveni den oplyste vægt på produktet, da du kan risikere at produktets vægt afviger fra dette, og kan være oplyst uden indpakning.

    Lagerstyring:

    Det kan godt være at lagerstyring ikke står højt på din liste når du er nystartet, men spørg enhver som driver en webshops med daglige ordrer, og du vil opdage hvor vigtigt det er at have styr på sit lager - både ift. bogføring, men også ift. at holde dine kunder glade, og levere produkterne til tiden og undgå at annullere ordre som du ikke kan opfylde.

 Afsluttende kommentar

Hvis du har disse tips i tankerne når du opretter dine produkter, så er du godt rustet til at have oprettet dine produkter på en fornuftig måde, som ikke begrænser dig når du skal have udviklet ny funktionalitet på din side.